TRE SØMÆND - REJSENDE PÅ TIDSHAVET - BREDEVOORT VAN DEN BERG
En Metafysisk Roman om Tid og Erindring
Havet glemmer intet. I 1497 sejler tre breton ske fiskere mod vest, væk fra alt, hvad de kender, på jagt efter noget, der endnu ikke har noget navn. De overlever en storm, der burde have taget dem, og en af dem begraver en sten med underlige mærker på en øde strand. Han ved ikke hvorfor, kun at stenen må vente.
Århundreder senere finder nogen den sten. Han standser for at se på den. Kun et øjeblik. Men det øjeblik forandrer alt. Et barn bliver født, som aldrig ville være blevet født. Et liv, der aldrig skulle have eksisteret, begynder. Og et sted, uden at nogen ved det, begynder mønsteret forfra.
I 1944 sejler tre japanske fiskere ud på deres sidste patrulje. Tre amerikanere ser båden synke. En af dem bærer de dødes ansigter med sig for altid. Mareridtene kommer hver nat, og de holder aldrig op. I 1950 er de samme tre amerikanere i et fremmed land, i gang med at lære unge rekrutter at kæmpe i en krig, de ikke kan vinde. De deler de samme drømme, den samme angst, den samme hemmelighed.
I det 22. århundrede lander tre rumfarere på en ukendt planet, der ikke findes på noget kort. En af dem finder en sten, han ikke kan læse, men som han alligevel kender. I sit hoved hører han en sang. Tre sømænd. Altid tre. Altid en båd. Altid et hav.
"Tre Sømænd" er en bog om de ting, der bliver hos os længe efter, vi har glemt dem. Om hvordan en lille sten, et enkelt øjeblik, én beslutning om at standse op og se, kan ændre hele historiens gang. Om hvordan havet husker alt, også det vi forsøger at glemme.
Det er en metafysisk thriller med psykologisk spænding, overnaturlig mystik og skyggen af kosmisk rædsel. Historien bevæger sig mellem historie, erindring og det ukendte og blander elementer af mørk fantasy, litterær fiktion og science fiction til en uhyggelig og dybt atmosfærisk læseoplevelse.
"Det navnløse skib lå i Yokohamas havn som et gammelt havdyr der hvilede før slagtningen. Dets skrog dybt i vandet, dets dæk stille, dets master nøgne mod det grå morgenlys der brød gennem skyerne, den skumringstime mellem nat og daggry når verden holder vejret og grænsen mellem virkelighed og drøm sløres som tåge der trækker over vandet. Vandet lavede en våd, sulten lyd der trak gennem jernet, en lyd som kæber der åbner sig.
Kun tal identificerede skibet, falmede hvide mod rustpletterne, numre der intet betød for det øje der læste dem, som kun var der fordi nogen et sted havde besluttet at alt skulle have et navn, selvom havet ikke forstår de navne mennesker giver. Det store urhav var ligeglad. Havet talte sit eget havsprog, ét uden navneord, kun udsagnsord: bryde, sluge, bære, glemme. Havet havde ikke brug for navne; det vidste hvad ting var gennem deres vægt, deres bevægelse, deres tidslighed.
Charley stod på kajen, hænderne dybt begravet i jakkelommerne, og så på tallene. Også de ville en dag falme, som malingen, som hans eget navn, som alt hvad mennesker rører ved og tror de ejer. Morgenen var kold nok til at danne åndedragsskyer, små tåger der stødtes ud af munden og så opløstes i ingenting. Han så på dem, på den måde hans eget liv for et øjeblik var synligt i den isnende luft og derefter forsvandt. Døden som en åndedragssky der opløses i morgendisen, fordamper til ingenting.
Men det var ikke kulden der fik Charley til at ryste. Det var grænsefølelsen: han var ved at træde ind i noget hvorfra han måske ikke ville vende tilbage. Han havde oplevet det før, i Stillehavet, før kampe, før ting han ikke ville huske. Fornemmelsen af en dør der lukker sig bag dig, og du ved ikke om den vil åbne sig igen. Den sad i maven, i benene, i måden hans åndedrag blev overfladisk på uden at han kunne styre det."
